En ven i nøden

Bedst som man troede bloggen var død og begravet blev den vakt til live igen på en solrig mandag morgen. Årsag? Jeg har hjulpet en kvinde i nød!

Ja, okay. Måske var hun ikke SÅ meget i nød, men hun var selv frustreret over sin situation. Så vidt jeg kunne forstå var det noget med en jobsamtale, hun skulle svare på på nettet og hendes eget password her på kollegiet strejkede. Men så var det jo jeg havde en computer med tilhørende fungerende internet og inden jeg får set mig om har jeg inviteret en 35-årig næsten uddannet tandtekniker ind på mit voldsomt varme og rodede kammer. Og mens hun ivrigt sidder og svarer på jobsamtaler og jeg forgæves stolprer rundt og forsøger at gøre mit værelse bare lidt præsentabelt, kommer jeg i tanke om, at det er langt fra er den første gang, jeg er havnet i en lignende situation:

En dag, hvor jeg stenede lidt rundt nede i Amager Centret blev jeg pludselig stoppet af en dame med rollator. Hun skyndte sig at spørge om jeg ikke kunne passe på den, mens hun gik ned i kælderen og tissede. Og før jeg fik set mig om, stod jeg midt i Amager Centret med en rollator ved min side. En rollator som jeg havde lovet at vogte med mit liv… Damen skyndte sig rigtig nok at lade vandet, for jeg stod der max i 5 minutter… Der nåede dog trods alt at komme en morsom sms-besked ud af det: En af mine veninder havde spurgt, hvad jeg lavede og dertil kunne jeg oprigtigt svare: “Jeg står lige og passer på en rollator i AC!”

Nå, men jeg burde vel egentlig bare være glad over, at jeg er et menneske, man har lyst til at betro sin rollator… Vælger at tolke det som om jeg er et venligt udseende menneske og ikke bare et menneske, hvis reaktionsevne er så dårlig, at hun ikke kan nå at sige nej, inden det er bestemt!

Explore posts in the same categories: Finurlige tanker, Glade dage, Ligegyldigheder