De 3 stive-stadier
Jeg er begyndt at betragte verden. Det er faktisk ret interessant ikke hele tiden at være en aktør og lave åndssvage ting, men blot være passiv tilskuer og lade tingene gå sin gang. Således har jeg jo blandt andet betragtet folk på Amager Strand og set diverse (mislykkede!) scoretricks, men nu hvor det gode vejr er holdt op, har jeg været nødsaget til at betragte andetsteds. Lejligheden bød sig lørdag nat:
Jeg var hjemme og spise hos en veninde lørdag aften og vi havde besluttet, at vi skulle i biffen og se Mamma Mia (Do it!!! Fantastisk film!) Jeg mente, at det var på sin plads at fejre sådan en hyggelig lørdag aften i selskab med 2 styks Asti, hvilket gjorde at vi nær havde misset biograffilmen kl 21.30
Lad mig bare sige det sådan: Vi overvejede lidt om vi skulle tage i biffen eller i byen. Men afsted kom vi. Selvom filmen var vildt god og underholdende, var den lidt af en partykiller. Det er svært at holde gejsten kørende i 2 timer uden at måtte sige noget. Vi var altså stadig i godt humør, da vi forlod biffen, men vi var en del mere ædru end da vi kom. Sanglysten var dog steget et enormt antal grader og derfor besluttede vi at tage hjem til min veninde og besøge singsnap.com.
Det blev en sen aften! Efter at have skrålet alverdens sange i 2 timer var trætheden ved at sætte ind og kl. 2 kørte jeg mod Amager. Og det er faktisk først her historien begynder (Jeg var lige nødt til at være aktør og lave åndssvage ting inden jeg kunne tage mig sammen til at betragte):
Mens jeg kører mod Amager, møder jeg nemlig 3 forskellige fuldemandstyper. Og sjovt nok blev de fuldere og fuldere jo længere ud mod Amager, jeg kom. (Hmm?)
Den kække fyr møder jeg på vej op ad Knippelsbro. Jeg kommer cyklende lettere anstrengt på min fine blå Winther, da han får øje på mig. Han går sammen med sin kammerat mod byen. Da han får øje på mig, rækker han hånden ud mod mig og kigger (mere eller mindre) frækt på mig, mens han med dyb stemme siger: “Vi to har en chance i aften!” Jeg var lige ved at sige: “Nææ, jeg er jo faktisk på vej hjem, så det skal du ikke regne med fister”, men tog mig dog i det. Der er jo ingen grund til at ødelægge hans gode aften. Han har åbenbart selvtilliden i orden og hvorfor dog ødelægge den på sådan en lystig lørdag aften? Gad vide om han scorede senere med den replik?!
Den lidt for fulde fyr møder jeg på cykelstien lige inden Christianshavns Kanal. Han er sammen med en gruppe venner, som står og hygger sig og ryger. Han har dog selv valgt at placere sig i skrædderstilling midt på cykelstien – dette er første grund til at jeg tænker, han er lidt for stiv. Det helt store stunt kommer imidlertidig, da 2 forbipasserende cyklister prøver at undgå at køre ham ned. Fyren begynder nemlig med stor entusiame at skråle “Er du dus med himlens fugle og skovens vilde træer”. Interessant. Højst interessant!
Jeg synes nu, det er god stil:-) Det var det absolut mest morsomme indslag på vejen hjem.
Tredje fyr møder jeg, da jeg lige er kommet over på Amager. Han går næsten med hovedet mellem benene og ser meget skidt og søvnig ud. Jeg overvejede faktisk om han sov, mens han gik. Derfor har jeg valgt at kalde ham ‘Den fulde søvngænger-type’ (I kender godt typen! Man ser dem relativt ofte!)
Efter at have mødt de tre fyre, kom jeg til at tænke på, at det var som om, jeg lige havde kørt igennem en hel aften og fulgt de forskellige stive-stadier…
Gad vide hvad man ville tænke om mig, der kom cyklende mod Amager en lørdag nat kl. 2? Det kunne der sikkert også godt komme en god blog ud af…
Explore posts in the same categories: Finurlige tanker, Glade dage, Ligegyldigheder