All that Jazz

Er klar over, at mine skriverier herinde på det seneste har været næsten ikke-eksisterende. Jeg undskylder – men nu mest over for mig selv – for hvad nytter det at forsømme én af sine gode gamle venner, skrivningen, fordi man har fundet en ny og på nuværende meget mere interessant veninde.

Som det måske er fremgået på bloggen er min nye interesse dans – nærmere betegnet Show! Tone og jeg har i de seneste 3 uger kastet os ud i dansens univers; vi har lavet voldsomme spring over gulv, ballet (aka. pingvintrin) og sidst men ikke mindst har vi lært koreografien til dansen All that Jazz.

Skulle man ikke vide det (hvad jeg fx ikke gjorde for blot 3 uger siden) så stammer dansen fra musicalen Chicago. Den kører lige nu på Det ny Teater og sidst jeg tjekkede var der mange billetter tilbage i hverdagene selvom man gerne vil have Reumert billetter (I øvrigt nogle under 25, der kunne tænke sig at komme med?) Den har fået vildt gode anmeldelser – og jeg har i hvert fald planer om at se den…

Under alle omstændigheder synes jeg kun man kan blive glad og få lyst til at lave de berømte jazzhænder, når man hører sangen. Den giver mig lyst til at hoppe smidigt rundt, og hvis jeg kan overføre bare en lille smule af denne glæde til andre, såå… Ja, det er i hvert fald forsøget værd.

God fornøjelse…

 http://www.youtube.com/watch?v=r0yvvSuw7kY&mode=related&search=

Tilbage til tilværelsen

Efter en rimelig åndssvag skolestart og halvdelen af en uge på KUA med dertilhørende sociale aktiviteter er jeg så småt ved at vende tilbage til tilværelsen.

Denne erkendelse gik mere eller mindre smertefrit op for mig i morges da jeg ved 9.30-tiden meget træt vågnede op og efter et kort kig på diverse semesterplaner kunne konstatere at denne søndag skulle bruges på lektielæsning i stor stil.

Og så var jeg ellers i gang. Her – ca. 12 timer efter – kan se jeg tilbage på en meget aktiv dag, hvor (næsten) alle lektier er lavet. Jeg er kommet tilbage til tilværelsen, og selvom udsigten til en hel søndags arbejde om morgenen ikke er særlig sjov, så er det alligevel en meget tilfreds Maria, der i aften kan gå til køjs. For efter 2 måneders ståen til er det alligevel rart at være tilbage igen. I’m back in the game…

Dansemusen

Ahhh!

Er begyndt at gå til dans! Noget med hatte og stokke og flagrende jazzhænder. Og det er fedt!

Længe leve Amager!

Det er tirsdag aften og jeg sidder og bladrer igennem et af mig hidtil ukendt blad. Bladet hedder KBH og jeg sidder lidt ligegyldigt og kigger på siderne. Pludselig dukker et billede af DR Byen op. Ikke DR Byen med den glinsende sorte overflade og de hvide kurvede kontorbygninger. Nej, jeg snakker her om bagsiden af DR Byen - den bagside jeg fra mit hjem på Grønjorden hver evig eneste dag kan kigge på. (Se billede!!!)

Og selvom denne enormt grimme byggeplads til DRs koncerthus netop er så enormt grim, så sidder jeg alligevel og bliver lidt glad indeni. For det er hjem – mit hjem!

Jeg kigger lidt nærmere på bladet og opdager pludselig artiklen “2300 S – Lorteø eller bohemeparadis?” Min interesse er vakt og jeg kigger lidt nærmere på artiklen… :

“Amager er en ø – en lorteø. Amager er Københavns køkkenhave. Amager er en by i byen. Amager er arbejderklassens sidste bastion. Amager er jydernes ghetto.”

Hov, hov, hov!!! Hvad søren er det? Amager er en dejlig ø!!!

Jeg bliver lige lidt forarget indtil jeg får læst videre. Det er mit hjem, min ø og jeg er stolt af den. Heldigvis kommer  artiklens forfattere også selv frem til en konklusion, der i den grad falder mere i min smag:

“Amager er overskuelig. Amager er provinsiel. Amager er hip. Amager er retro. Amager er den nye by i byen. Amager er mødet. Mellem det nye og det gamle. Amager er fremtid. Og Amager er i hvert fald ikke København!”

Men denne min trang til at beskytte ‘min ø’ kommer lidt bag på mig. Jeg er jo indfødt Lollænder (næsten, i hvert fald!) og har kun boet på Amager i sølle 2 år. Og jeg kan hver dag høre om amagerkanere, der bliver myrdet  – eller for dens sags skyld skudt i hovedet, mens de sidder i deres egen lejlighed. Og jeg kan hver dag kigge over på Urbanplanen – ghettoen på den anden side af vejen. Men jeg er glad Amager! For her er plads til os alle. Her er plads til at være københavner, når man har lyst og her er plads til at være provinsbo, hvis man vil. Amager har det hele! Og det er skønt!

Man kan ikke vinde hver gang

Vise ord

There are basically two kinds of human beings

Kom i Tivoli fredag

Hej Venner.

Her er lige en lille opfordring til at tage med i Tivoli på fredag og høre Thomas Buttenschøn på Spotscenen kl. 20.00.

Kom glad og se stjernerne i mine øjne

Præsident i USA

Må lige forevige denne fantastiske sang på min blog. Man kan da ikke andet end at blive i godt humør, når man hører den!

 http://www.myspace.com/buttenschon

Ja, lyt engang.

Jeg har skrevet dig en lille sang,

og den er ikke særlig lang,

næ, du vil sikkert protester’

og måske brokke dig og hade mine klicheer, men jeg

Sys at stjernerne bliver små, når jeg ser i dine øjne.

Tag min hånd og lad os gå og lyt til mine løgne

Når jeg fortæller dig om dengang jeg var præsident i USA.

 

Kom og sæt dig her,

Mens du fortæller mig hvor sød du syns jeg er.

Det er rigtigt nok, det lidt den samme smøre,

Som jeg har hørt tusind gange før,

Og så alligvel ik’,

Så jeg blir nok nødt til lige at spørge:

Du syns at stjernerne blir små, når du ser i mine øjne?

Og hvorfor skulle jeg ikke tro, at det bare var løgne,

Når du fortæller mig om dengang du var præsident i USA?

 

Mellemspil….

 

Ja, hvad skal vi lægge os ned

Lægge os ned

Og se på stjerneskud og snakke lidt om kærlighed?

Men græsset det er alt for vådt

- her tag min jakke, det må du godt!

Der var et stjerneskud!

Wow, hvor er du altså flot!

Orv, jeg syns at stjernerne blir små når jeg ser i dine øjne.

Og hvorfor skulle jeg ikke tro, at det bare var løgne?

Fordi jeg fortæller dig om dengang jeg var præsident i USA.

 

Du syns at stjernerne blir små, når du ser i mine øjne.

Tag min hånd og lad os gå og lyt til mine løgne.

Når jeg/ du fortæller mig og dengang jeg/du var præsident i USA.

Når jeg/ du fortæller mig og dengang jeg/du var præsident i USA.

Så tæt på! Og så alligevel ikke!

Man skulle måske i dagens anledning tro, at denne overskrift handler om cykelsporten. Det gør den på sin vis også, men ikke så meget som den handler om mig!

Èn ting er, at Michael Rasmussen bliver smidt ud! Og ja, det er trist! En helt anden ting er, at han bliver smidt ud lige præcis i det år, hvor jeg begyndte at fatte interesse for sporten.

Jeg har nu i 22 somre været tvunget til at sidde foran fjerneren i det meste af juli måned, hvis jeg havde lyst til at være en del af fællesskabet – for enhver sommer i mit glade barndomshjem på Lolland har været præget af Touren (populært kaldet). Navnene på de mange cyklister (som jeg af gode grunde ikke kan huske) er blevet slynget over middagsbordet i mangt et år i det lille køkken på Emil Aarestrups Gade. Og jeg har været holdt uden for!

Da jeg ung og naiv flyttede på kollegie i København troede jeg, at jeg var kommet over den evige juli-plage. Men jeg havde narret mig selv. Cykelsporten er nemlig ikke kun interessant i Saxkjøbing: Hele Danmark er besat! Og nu med kæreste og svigerfamilie og hele moletjavsen kan jeg godt se, at det er mig der er gået galt i byen: Som dansker BØR man interessere sig for cykling!

Mine nærmeste venner vil ivrigt kunne nikke genkendende, når jeg nu fortæller at jeg er en meget autoritetstro pige. Havde jeg levet under Hitler, havde jeg nok adlydt ham. (Desværre!) På grund af denne autoritetstro er jeg i sommeren 2007 bukket under for presset om at følge strømmen og se det i mit sind så ellers frygtelige Tour de France. Indrømmet!

Jeg har med næb, klør, arme, ben og utroligt spidse tænder kæmpet imod juli-plagen i 21 år. Og når jeg så endelig begynder at fatte interesse for sporten, bliver patriotisk og konkurrenceminded vælger Rabobank at sætte en stopper for min nyopdagede glæde. Hvor vover de?

Jeg siger: Drop det nu! De har allesammen taget doping – and there´s obviusly nothing you can do about it! Så luk Rasmussen ind igen og lad mig nu se den Tour til ende!

Soooommer, sommer og sol…

Når man ligger på en strandstol på en sommertør græsplæne…

Når man får lyst til at spise mindst 3 is om dagen…

Når man ikke kan sidde ned fordi ens baller er solskoldede…

Når man begynder at skalle på næsen…

Når man spiser alle måltider udendørs…

Når ens blomster er knasdøde, fordi man ikke har været hjemme til at vande dem i en uge…

Når man kører alene med 130km/t på Sjællands motorveje med en smuk, lyserød himmel i bakspejlet…

Når man glemmer, hvornår det nu liiige var man skal vende tilbage til pligterne og hverdagen igen…

Når man har tid til at ligge på sluffen og læse bøger eller falde i søvn…

Når man har mulighed for at drikke sig fuld på en hvilken som helst tirsdag…

Når man rent faktisk selv kan se at man er brunere end sædvaneligt…

Når man rejser til Hansa Park og flyver som fuglen i deres version af Himmelskibet…

…

så ved man at det er sommer.